Steppeulvene - Svendborg FC 2-5


Spillested: Kløvermarken
Tidspunkt: 24. oktober klokken 10.45

0 tilskuere mødte op til denne kolde fornøjelse i Kløvermarken. Spillerne blev mødt med regntunge skyer og spredte byger denne sidste spilledag i sæsonen.
Ulvenes startede i en klassisk 4-4-2 formation. Følgende spillere var valgt:
Lars - Bo, Steen, Malthe, Zabel - Lasse, Gregers, Koch, Korne - Dan, HC
På bænken sad: Hurup

Efter Ulvenes nederlag i sidste runde var der ikke så meget på spil i denne sidste topkamp som håbet, da Svendborg var sikre på at rykke direkte op, og Ulvene max. kunne nå en tredjeplads. Ulvene blev dog enige om at der skulle kæmpes for den tredjeplads, og i starten af kampen var det også et toptændt Ulvehold der blæste Svendborg baglæns på banen og efter et lille kvarter havde Gregers på oplæg fra HC og Dan på oplæg fra Gregers bragt Ulvene foran 2-0!

En kanon start, som dog lullede Ulvene noget i søvn, og pludselig faldt spillet helt fra hinanden. Svendborg spillede stærkt, og kom til flere chancer efter flotte gennembrud af deres to meget dygtige fløjspillere, men der skulle en dødbold til før Svendborg fik scoret. Deres tårnhøje og stærke nummer 4 steg til vejrs efter et hjørne og pandede 1-2 målet ind.

Kort efter var den igen gal i Ulvenes forsvar, da offside fælden - ifølge dommeren - kiksede og deres yderst komepetente angriber med nummer 99 kunne gøre det til 2-2. Nu gik det helt galt for Ulvene og kort efter kunne Svendborg igen score efter en dødbold, og kort før pausen blev en skidt første halvleg symboliseret ved årets selvmål på Kløvermarken. En laaaang tilbagelægning fra Korne sjutter efter ca 40 meter under Lars' ben og direkte i kassen. Av av. Stillingen var 2-4 ved pausen.

Ulvene kom med fornyet kraft ud til anden halvleg, da alle var enige om at det kunne vi gøre bedre, og anden halvleg blev en tæt affære hvor begge hold virkede trætte. Svendborg kunne dog kort før tid score på ENDNU en dødbold, da nummer 4 igen overlistede Ulvenes forvsar på et hjørne og pandede bolden ind bag en ellers storspillende Lasse i målet.

Kampen ender 2-5, og en lidt kedelig afslutning på et ellers helt forrrygende efterår var komplet med to nederlag. Men vi må ikke glemme at dette nok er den spillemæssigt bedste periode i Ulvenes levetid, og jeg er sikker på vi kommer stærkt ud af dette efterår og spiller en stor sæson næste år!!