Steppeulvene - Røde Stjerne 2-1


Spillested: Kløvermarken
Tidspunkt: Lørdag 9. Oktober klokken 15.15

8 (!) tilskuere kom til Kløvermarken på denne pragtfulde dag, heraf 4 fra Ulvene Support, anført af en højtråbende Lars G som cheerleader!
Ulvenes startede i en taktisk 4-4-2 formation. Følgende spillere var valgt:
Kristoffer - Bo, Asbjørn, Bali, Lars C - Thomas, Koch, Lasse, Torben - HC, Lars K
På bænken sad: Peter.
Ude med fibersprængning, men med 24 kolde i tasken: Krøl

Mål for Ulvene: 1-0 Lars K, 2-1 Lasse

Med champagnen i en pose på sidelinjen og fyldte tilskuertribuner, vidste Steppeulvene, at kun en sejr ville indfri forventningerne til afslutningen på en uovertruffen sæson. På trods af at Røde Stjerne er et af de 4 hold der har slået os i denne sæson, så gik vi til opgaven med en tro på at sejren nok skulle komme i hus via fight og lækker brasilianerbold. Eneste bekymring var at det fremragende Bali-Morten samarbejde i midterforsvaret ikke ville være tilstede i denne kamp, da Morten for første gang i denne sæson, desværre ikke kunne være med. Asbjørn blev modvilligt sat til at udfylde det store hul. Kampen startede rimeligt fornuftigt, uden nogen af de to hold satte sig på opgøret. Der skulle dog ikke gå særligt længe før, at Kristoffer blev sat på den første prøve af en veloplagt nummer 10 fra Røde Stjerne. Den kanonredning skulle blive en af mange redninger. Cirka 20 minutter inde i opgøret modtog Lars K en friløber som han behandlede med elegance og akkuratesse: 1- 0 til Steppeulvene og champagnepropperne begyndte at sidde løst ! Der gik dog ikke mere end 15 minutter, så slap nr. 10 helt forbi og på hans velnok 4. friløber lykkedes det ham endelig at passere Kristoffer. 1-1 ved pausen, men Røde Stjerne kunne sagtens havde ført, havde det ikke været for keeperens reflekser. Midterforsvaret skulle forstærkes med en løbestærk spiller - og der skulle taktikst foretages en ændring for at dæmme op for nr. 10's dybdeløb. Målscoreren trak ned i midterforsvaret og foretog markering og Bali trak ned som bagerste mand. Det hjalp. I anden halvleg startede ulvene som lyn og torden; 3-4 hurtige chancer blev skabt, desværre uden at bolden smuttede i nettet. Til gengæld blev der ikke givet noget til Røde Stjerne i anden ende. Det skal dog siges at kort efter Steppeulvene havde haft en gigantisk chance som desværre smuttede lige forbi målet, så lykkedes det Røde Stjerne at brænde Årets Tilbud på Kløvermarken - som opstod som følge af lidt skidt kommunikation blandt ulvene. i en periode hvor spillet bølgede lidt frem og tilbage, lykkedes det pludselig. Efter angrebsopbyging i højre side endte bolden hos Lasse, der på kanten af feltet så snittet til at fyre sin dødbringende højreskøjte af: bolden strøg mod nærmeste stolpe, og smuttede forbi en sprællende keeper ! 2-1 til ulvene - og med den forsvarets nyvunde stabilitet og Kristoffers overlegne indsats, så lykkedes det at køre Steppeulvenes første mesterskab - overhovedet, nogensinde - i hus !!!