Steppeulvene - FC Psycho 5-1


Spillested: Kløvermarken
Tidspunkt: 6. august klokken 17.30

1 tilskuer mødte op på Amager, og hun og spillerne blev mødt med fantastisk sommervejr og næsten ingen vind.
Ulvenes startede i en klassisk 4-4-2 formation. Følgende spillere var valgt:
Mikael - Lars C, Daniel, Morten, Bo - Alsing, Steen, Rene, Thomas - Henrik, HC
På bænken sad: Lars Cas., Lars K og Koch

Efterårets første Ulvekamp blev spillet på en solbeskinnet Kløvermarken, hvor banerne efter årstiden var rigtig gode, på trods af at den var lidt langhåret. Ulvene startede efteråret som de sluttede foråret, højt oppe i tempo og med pasningsspil i verdensklasse. Psycho var slet ikke med i starten af kampen, og Ulvene gjorde mere eller mindre hvad det passede dem.

Vi skulle dog helt hen til det 24 minut før Lyster slap igennem på midten, og sikkert udplacerede Psycho's keeper, 1-0! Efter dette havde Ulvene flere gode chancer, men vi skulle helt hen til de sidste minutter af første halvleg før en velspillende HC fandt en ligeså velspillende Minister der bankede bolden i kassen til 2-0 føringen til Ulvene! Denne stilling holdt til pausen.

Anden halvleg var kun et par minutter gammel, da Alsing leverer dødsstødet til Psycho på flot frisparksoplæg fra HC. Psycho var nu helt nede i kælderen, og få minutter senere laver deres venstre back en sindsyg tilbagelægning som HC opfanger og let udnytter til 4-0 scoringen!

Efter dette satte Ulvene tempoet en smule ned, og der blev skiftet meget ud, hvilket ødelagde rytmen lidt, men uden at Psycho var i nærheden af at være med i kampen. Det synes dommeren var synd, så han gav HC et tyndt gult kort, og Ulvene skulle nu spille i undertal. Det betød dog ikke noget, for i de 10 minutter rørte Psychbo vel dårligt bolden. En fornøjelse at se på.

Dommeren var dog stadig ikke tilfreds med udviklingen, så med små 10 minutter igen fik Psychos nummer 10 lov at slippe igennem i klar offside position, og scorede sikkert til 1-4. Ulvene satte dog bare tempoet i vejret og efter et par store chancer kunne Thomas 'El Pichichi' Rohde lukke kampen med sit andet mål til 5-1.

En rigtig god kamp af Ulvene, og der er nu 7 point ned til nummer 2!