Fodboldklubben Steppeulvene blev stiftet torsdag den 2. februar 1995, og forenings erklærede formål var 'at fremme og kombinere fodbold og venskab blandt studerende med flere'.
Dette erklærede formål forsøger klubben den dag i dag at efterleve, da det først og fremmest handler om at have det sjovt med fodbolden og hinanden.

Ved klubbens stiftelse var der enighed i den daværende bestyrelse om, at man skulle indmelde sig i DAI (Dansk Arbejder Idræt), og denne indmeldelse kom i hus den 9. februar 1995. Herefter startede man med at træne frem imod sæsonstarten i april 1995, hvor klubben startede i C-rækken.
Denne række blev alle i og omkring klubben så glade for, at man valgte at blive indtil sæsonen 2001, hvor man rykkede i B-rækken. Første sæson i B-rækken blev hård, og man endte næstsidst, men siden da er det gået støt fremad, og allerede i år 2004 rykkede klubben videre op i A rækken efter en sikker førsteplads i B rækken.

Det har været et par lærerige år i A rækkerne, hvor Ulvene er sluttet ca. midt i rækken, og tiden vil vise, om man i klubben vil forsøge at nå endnu højere, eller om man er tilfreds med tilværelsen i A-rækken.