Steppeulvene - FC Hackenbusch 4-2


Spillested: Kløvermarken
Tidspunkt: 16. Maj klokken 09.00

2 tilskuere mødte op i Kløvermarken. Spillerne blev mødt med letskyet vejr med en tiltagende brise over Amager.
Ulvenes startede i en klassisk 4-4-2 formation. Følgende spillere var valgt:
Kristoffer - Lars Ca., Bali, Nicklas, Robert - Thomas, Koch, Lasse, Torben - Lars K, HC
På bænken sad: Lars C, Bo, Lars G

Kampen skulle foregå på den velplejede bane 3, og der var derfor lagt op til at Steppeulvenes hurtige kombinationsspil skulle få gode betingelser. Ulvene startede da også bedst; sad tæt på Hackenbusch'erne(HB) og havde gode momenter i det opbyggende spil. Det gav pote i det 18. minut hvor HC blev brutalt nedlagt af HBs målmand i feltet (der lignede AAB's målmand Jimmy Nielsen i størrelse XS). Det efterfølgende straffespark tog han sig selv af, og placerede den sikkert i venstre side af målet uden chance for Casino Jimmy. 8. minutter senere var den gal igen hos Jimmy der kastede et kort udkast som Torben opsnappede og smækkede i kassen: 2-0 ! Sidst i halvlegen kom HB bedre med og havde nogle halve chancer og gode opspil; Kristoffer begyndte at få noget at se til. Og reduceringen til 2-1 kom da deres 11'er udstillede på midtbane og forsvar hos ulvene på en lang dribletur, med målet som endestation. Resten af halvlegen blev hård fight, og det var mere end de små HB tøsebørn kunne klare, så ved hvert frispark der blev begået mod dem, spillede de det bedste de har lært fra TV, for at få dommerens medlidenhed. I halvlegen blev en slagplan lagt, hvor Lars K og Bali byttede pladser. Det var en god ide og K pillede fuldstændig pynten af den vævre 11'er. Målet til 3-1 faldt efter et hjørnespark som HC fik headet videre til Koch, der ikke var sen til at smække venstrepoten på og fra 12m fandt bolden vej til netmaskerne mellem venner og fjender. Ulvene havde nu trukket sig lidt rigeligt tilbage på banen, men havde egentlig godt styr på HB. Målet til 4-1 var en sjov historie. Ulvene slår kontra og Robert finder Koch gennem spil på midten. Fra kanten af feltet lyner hans berygtede venstre ben og med en gennemsnitshastighed på ca. 12 km/t nærmer bolden sig faretruende Casino Jimmy og hans mål. Bane 3 var dog gavmild mod Kochs håbløse skud, som rammer en knold og får Casino Jimmy til at ligne en der har sat hele sin børneopsaring på sort og tabt. Der skal ikke sættes en plet på Kristoffers suveræne indsats udover 4-2 målet, som er et hjørnespark der bliver fanget i en af Kløvermarkens stærke trækvinde og får lov til at passere over vores nummer 17. En rigtig god sejr over rækkens nummer 2, som hidtil har været ubesejrede !