FC Tre Falke - Steppeulvene 1-3


Spillested: Valby Idrætspark
Tidspunkt: 17. Juni klokken 15.15

Mål for Ulvene: Alsing, Lars Caspersen & Torben

0 tilskuere mødte op på Kløvermarken. Spillerne blev mødt med fantastisk sommervejr.
Ulvenes startede i en taktisk 4-4-2 formation. Følgende spillere var valgt:
Kristoffer - Lars Caspersen, Morten, Uer, Lars Cas. - Thomas, Steen, Lasse, Torben - Henrik, Bali
På bænken sad: Jan og Alsing

Det var en flok forsinkede Ulve - fordi Uer lige skulle have sin kæreste til at hjælpe ham med at starte bilen - der løb på banen denne herlige sommereftermiddag på Valbys billardtæpper. Om det skyldtes den sene start eller generel mangel på koncentration skal jeg lade være uvist, men Ulvene var på ingen måde klar fra kampens start, og vi blev presset godt og grundigt i bund af et veloplagt Falke hold. Det var derfor også helt fortjent at Falke kom foran efter 20 minutters spil, på et mål der dog ikke burde have været anerkendt, da der var mindst 3 meters offside.

Ulvene hev sig nu op ved rødderne, og vi blev enige om at fighte og løbe meget mere for hinanden, og langsomt overtog vi initiativet. 5 minutter før pauseteen sender Lasse en dyb stikning i retning af Alsing, som med et dræbende soldaterblik fuldstændig pacificerer både forsvarsspiller og målmand, som vælger at lade bolden løbe forbi sig, hvorefter Alsing stensikkert tæmmer bolden i kassen, 1-1!
Dette var også resultatet ved pausen. Ulvene havde bolden i 51% af tiden.

I pausen gennemgik vi en ny taktisk plan, og den virkede lige fra starten af anden halvleg. Jan og Lars Caspersen blev sendt på toppen, og det var de to der i skøn forening kunne score Ulvenes føringsmål kort inde i anden halvleg. Jan modtog en lang stikning og med at par rappe fodfinter var han uden om målmanden, og kunne spille Lars helt fri. Lars svigter ikke i sådan en situation, 2-1!

Falke var nu temmelig frustrerede, og begyndte så småt at skændes indbyrdes, hvilket var forståeligt nok, for nu spillede Ulvene drømmefodbold. Bolden blev kørt rundt i egne rækker, som på Argentinsk, og Falke havde ingen modtræk overfor de velspillende Ulve.
Et kvarter før tid krydrer Uer en flot indsats med en lang stikning, der sender Torben alene med målmanden. Torben er iskold og triller bolden ind i det lange hjørne til 3-1 for Ulvene! Dette blev også slutresultatet efter en god kamp af Ulvene, og nu ligger vi faktisk nummer 4 i rækken!

Sejren blev efterfølgende fejret med maner på Svejk. Klasse.