Steppeulvene - Beckham Boys 3-2


Spillested: Kløvermarken
Tidspunkt: Torsdag 17. juni 17.30

0 var mødt op som tilskuer på Kløvermarken denne smukke sommeraften.
Ulvene startede i en klassisk 4-4-2 opstilling.
Følgende var valgt: Vincent - Bo, Malthe, Klaus, Morten - Lars C., Gregers, Koch, Torben - Hurup, Lars Cas.
Mål for Ulvene: Hurup 2, Lars Cas.

Beckham Boys må siges at være et kompetent hold. Som nedrykkere fra mesterrækken og med en placering i toppen af rækken kunne det virke som en walkover at møde et presset ulve-hold. Men det var hjemmeholdet, der kom bedst fra start og fik lagt et fint pres på Beckham Boys forsvar - ikke mindst takket være et stort løbearbejde fra Lars Caspersen, der var vendt tilbage fra USA i forrygende kampvægt og med nye støvler!

Og selvom 1. halvleg tippede en smule over til Beckham Boys favør, kunne Hurup score en dejlig kasse efter fint forarbejde i venstre side af Daniel. Samme Hurup mente sig i to situationer snydt for straffespark, men fra denne reporters synsvinkel langt nede i ulvenes forsvarsrækker, lignede det vist kun et par halve. Men mine kontaktlinser er heller ikke helt optimale..

I anden halvleg skulle det blive en anden debutant, der markerede sig på flere måder. Som målmand var det nemlig lykkedes ulvene at skaffe Vincent, der kun knebent blev forbigået til Ghanas landsholdstrup. Men Vincent "the Puma" viste med flere tv-redninger, hvordan man slanger små 100 kg. rundt overalt i målet, at Milovan Rajevac måske har taget fejl i nomineringen af sin Ghana-trup! Desuden fik pumaen trukket mange frustrationer op i Beckham Boysene med sit afslappede forhold til det at hente bolden og sparke udspark…

De fine Beckham Boys må i øvrigt være blevet propfodret med havregryn af deres mor - Fru Beckham - da de var små. For de var bestemt ikke små længere. Faktisk var de nogle store onde sataner, der viste sig meget farlige i luftrummet. Det skulle vise sig kun få minutter efter, Lars Caspersen havde kastet sine 96 kg. ned oven på Beckham Boys' venstreback's ene ankel, som blev så medtaget, at deres læge måtte amputere den akut på sidelinjen. (Det skulle man i hvert fald tro, så meget som han hylede..!) Det kostede retfærdigvis den energiske ulv en pause på ti minutter, og den udnyttede skurkene så til at lave to mål - først efter et langt indlæg fra ulvenes venstre side, som blev mødt med hovedet af en Beckham Boy - og kort tid efter på hjørnespark, hvor bolden havnede ved bagerste stolpe og på foden af Beckham Boys hurtige forsvarsspiller. 2-1 og ulvene hang med hovederne. Av av.

Men nu skulle det vise sig, hvad Steppeulvene er for en samling boldekvilibrister. For ganske kort efter 2-1-målet fik hjemmeholdet frispark et stykke uden for Beckham Boys straffesparksfelt: Daniel sparkede bolden hårdt og fladt ind i feltet - og blandt andet via Bos højre røvballe endte den hos Lars Caspersen, der ivrig efter at betale tilbage for udvisningen lossede den i nettet. 2-2!

Og så - da de fleste ulve ellers accepterede at kæmpe for at beholde det ene point, tog ungdommens mod pludselig fat i Torben Karlsson, der i en imponerende spurt røg til baglinjen i venstre side, fandt Hurup med en perfekt aflevering, og iskoldt kunne Hurup score sit andet mål til 3-2. Og med en stærk fight de sidste 8-10 minutter endte det med første sejr i mange, mange kampe! Ulvene lever i den grad - og kravler langsomt men sikkert mod den rigtige side af nedrykningsstregen!!